Ring til os på
9851 1755

Historie

1976

Historien bag Villumsign tager sin begyndelse i 1976 da "lagermanden", "diskenspringeren", (auto reservedelsekspedient) Jesper Villumsen beslutter at lade sig momsregistrere med firmaet Motorsport Promotion Denmark (MPD).

Det handler om barndomsdrømmen, at blive racerkører. En drøm som tog sin spæde start i en go kart i 1969. Det første mål var at blive 100% sponsorfinansieret. Det ultmative mål: Formel1, hvad ellers? Allerede i sin første sæson som momsregistreret kører kommer den første DM medalje i hus for en 3. plads i den store Formel Ford klasse. MPD vokser i de efterfølgende år, både sportsligt og med økonomi til international satsning. Mange nye vinkler- og personer føjes til netværket. Jesper deltager i mange race i løbet af de næste 25 år. Perioden fører til 3 DM tiltler og en NM titel, samt en 3. plads i EFDA Euroserien i 1981.

 

1982

Det nærmeste på Formel 1 drømmen blev en EM satsning i 1982 i Formel 2000 klassen. EFDA Formula 2000 Euroseries mesterskabet, nød så stor anerkendelse at det samlede deltagere fra det meste af verden. Den var "opvarmnings klasse" ved mange Formel 1 løb. Mesteren det år blev en ung brasilianer, Ayrton Senna. Han debuterede i Formel 1 bare to år senere. Forøvrigt i en Toleman som pudsigt nok mange år senere endte hos en dansk samler, som lod den dekorere tilbage til sit oprindelige udseeende hos Villumsign. Men det er en helt anden historie, som kan findes i galleriet på denne hjemmeside.

1982 var også året hvor MPD efter sæsonslut vælger at sælge sin "direktør" til at træde ind i en ny, spændende og lærerig tid som sælger for Faltec Porte. Det førte, via distriktsansvarlig sælger, videre til stillingen som salgs og marketingchef med ansvar for Skandinavien og et par nye eksportmarkeder. Det varer frem til 1. november 1989, hvor Jesper siger ja tak til at udforske nye udfordringer som direktør i NordsøRingen A/S.

 

1989

NordsøRingen A/S var et selskab, etableret af foreningen NordsøRingen, der havde sat sig som mål at bygge et stort internationalt motorsportscenter med Formel 1 mål, med Thisted Lufthavn som nærmeste nabo. Projektet bliver desværre "no go" efter arkæologiske udgravninger, beboerprotester og klagesager. Nye forsøg med lignende projekter, Billund Raceway og Ring Aalborg lykkedes heller ikke.

 

1991 Tænkeboks

1. maj 1991 fratræder Jesper stillingen, men lover sin bestyrelse at være til rådighed op til et halvt år senere, såfremt klagesagerne afvises og projektet får nyt liv.  Tiden som ledig udnyttes med overvejelser om nye muligheder for hvad et efterhånden enormt stort netværk kan bruges til i fremtiden.

 

1991 JVM

1. november 1991 tages beslutningen så, at at blive selvstændig erhvervsdrivende på fuld tid med Jesper Villumsen Marketing (JVM); reklamebureauet for mindre virksomheder, beliggende i familiens bolig på Karlskrogen 7, Valsgård. Kunder fra hele landet bydes velkommen på nordjysk med opfordringen: "Kig op, vi bor i kælderen".

 

Receptionen afholdtes d. 31. januar 1992 for enkelte kunder og mange motorsports-venner. Mange nye kugler blev støbt i netværket. Senere samme år har JVM fået DASU/Team Danmark som faste kunder, og også fået masser af PR. Men JVM's øvrige kunder er ikke indstillet på at betale for immaterielle ydelser som rådgivning og tegninger. De vil dog gerne betale for tryksager og skilt. Især er der opstået en ny tendens. Flere og flere virksomheder får øjnene op for at en god og iøjnefaldende dekoration af deres varebil er deres bedste- og billigste mulighed for en langsigtet reklame. Et kig på markedet fortæller, at der er rigtig mange der laver tryksager og ret få, der laver skilte og dekorerer biler. Beslutningen er let. Netop biler er jo i forvejen Jespers "hjemmebane", både fagligt og sportsligt.

 

1993 Skilteproduktion

Computer, software og grafisk erfaring var allerede på plads. Efter anskaffelsen af en skæreplotter og nogle få ruller folie i forskellige farver, kan skilteproduktionen igangsættes i 1993. Netværket og salgserfaringen udnyttes så det giver kunder i butikken. I 1994-95 giver fortiden bag reservedels disken grobund for en god idé. DIGITONS vægttavlen opfindes, udvikles og brugsmodel beskyttes (svarende til et ti-årigt patent).

 

1997 Markedsføring og pladsproblemer 

I 1997 er produktionen af skilte, DIGITONS og ikke mindst bildekorationer vokset så meget, at kælderen, indkørselen og fortovet i Valsgård er blevet for trangt. Det er derfor nødvendigt at flytte virksomheden i større lokaler. Men i 1997 var det ekstremt svært at låne penge til erhvervsvirksomhed. Danmark var på vej ud af en økonomisak situation, der meget ligner det, der kaldes finanskrisen. "Firmaet MPD" lander dog endnu en gang nogle gode sponsoraftaler. En af dem, markedsføring i Den Blå Avis giver pote og grobund for udvikling, i høj grad også for JVM. Sportsligt krones indsatsen med DM titlen i NOSSCAR, klassen for muskelstærke standardbiler som senere blev erstattet af DTC.

 

Smedevej 32

I sommeren 1997 løser MPD's sponsorater og støtte fra EU´s mål2 fond, hårdknuden med finansiering. Grunden på Smedevej bliver købt og fundamentet til en ny tid støbt. Rejsegildet afholdes i efteråret. (Læg mærke til den bare mark i baggrunden, som siden hen også er blevet bebygget).

Billede 3 fra v. vognmanden, 3 tømrere, Leif Fabrin og to bankfolk.
 

Villumsign

Flytningen 1. november 1997 markerer samtidig navneskifte til Villumsign, der også er blevet registreret som varemærke. De velindrettede, rummelige lokaler – og især den synlige beliggenhed, får kunderne til at vælte ind. Huset på Karlskrogen sælges i foråret 1998 for at få råd til en ny bolig ved firmaet. Racerbilen og Den Blå Avis spiller igen en væsentlig rolle for markedsføring og adgang til kapital. Familien Villlumsen får imidlertidigt logi på loftet i Villumsign, mens den nye bolig opføres. Midt i travlheden, byggerodet og familiens flytning lykkes det lige at nuppe endnu en DM titel, den definitivt sidste i NOSSCAR, der får den nuværende DTC serie som afløser.

Byggerod og familiens midlertidige bolig på loftet med udsigt til julepynt, racerbil og værksted.
 

1998 Tidligt på nettet

I 1998-99 bliver hjemmesiden Villumsign.dk – designet af medarbejder Jens Justesen – en realitet. Det falder naturligt at udvide forretningen med at tilbyde tilsvarende webløsninger til vore kunder. Desværre lykkes net-salget ikke så godt at det skaber basis for en fuldtidsansat medarbejder, hvorfor afdelingen i 1999 nedprioriteres..

 

 

 

2001 Solfilm

I juli 2001 beslutter vi at udvide med et andet område, nemlig solfilm. Det er et område vi længe havde kigget på. Dorthe har efter 20 år som bankassistent fået bank nok, og kommer hjem for at lære kunsten at montere solfilm. Et tålmodighedskrævende job, som tillige kræver en perfektionistisk håndværksmæssig indstilling. Egenskaber som Dorthe besidder i rigt mål.

 

2002 En ny start

I oktober 2001 skrives de sidste autografer som racerkører. Efter tre resultatmæssigt og især økonomisk katastrofale sæsoner i DTC klassen skubbes racerbilen i garagen for sidste gang. Medieomtalen og netværket er på sit højeste. En stor bekymring melder sig. Kan Villumsign klare sig uden at Jesper er et kendt navn? Bliver det "from hero to zero in no time"? Bekymringen bliver meget hurtigt afløst af følelsen af hvor meget mere arbejde, der kan udføres for kunder, når der ikke skal bruges 20-25 timer ugentligt på race.

 

2002 Fusion

1. maj 2002 flytter Peter Hedehus og Hobro Skiltecenter ind med faglige kompetencer og flere kunder. Endnu mere travlhed! Først I oktober 2002 får vi tid til at fejre det - og anskaffelsen af Rockhopper storformat printeren, med en reception. Nye produkter og netværker opdyrkes.

 

Print 

Print er vejen frem. Karsten ansættes og bliver det 6. gode hoved i Villumsign.

De to piger forrest til venstre er eleverne Maria og Louise
 

2005 Broderi

I december 2005 anskaffer vi vores første broderimaskine. Vi har på det tidspunkt længe sagt nej til tryk på tøj, men broderi vil vi gerne lægge navn til.

 

2006-07 Teknologisk løft – CMS og CRM

I april 2006 tager vi fat i vores webafdeling igen og investerer i udviklingen af vores eget CMS, Content Management System. Året efter tager vi også fat i Customer Relation Management, (CRM). Vi ansætter vores første akademiker, ingeniør Thomas Bech med økonomisk hjælp fra videnpilot ordningen. Han får til opgave at udvikle vores eget CRM system til ordrebehandling og tidsregistrering. Ambitiøs produktudvikling og papirløs procesoptimering, som det skal vise sig er langt vigtigere end vi havde troet. 2007 bliver nemlig året hvor salget af varebiler bremses fra dag til dag med "misundelsespakken".

D. 1. marts 2007 afslutter vi investeringer i fremtidssikring ved at indvie en tilbygning. Den nyindkøbte Zünd plotter bringer os i super-ligaen med både konturskæring af print og en mere industriel produktion af DIGITONS.

 

2008 Sandhedens time

Det er en stor ledelsesmæssig udfordring at vokse hurtigt. Det ved enhver, der har prøvet det. 4-5 mennesker kan fungere sammen nærmest som en familie, og er der én eller to der går forrest, behøver andre ikke bekymre sig om hvor man er på vej hen. Alle ved hvad både de selv og kollegerne skal nå i dagens løb. Når dusinet rundes, stiller det helt andre krav. Ledelse bliver pludselig noget der ikke kun handler om at vise vej, men om at se nye veje til at opnå resultater gennem andres kompetencer og ansvarlighed.

I 2008 er faciliteter og maskiner i top. Vi er blevet et helt dusin på holdet, og igang med at lære at være mange. Vi tager kurser i salg, søgemaskineoptimering, LEAN og ledelse. Vi ved ikke hvad fremtiden bringer, kun at dekoration af varebiler i en ubestemt, men ikke evig tid bliver færre- og at alle forudsætninger for en spændende spændende fremtid på en lang række af områder er tilstede- og at nye netværker fortsat skal dyrkes.

"Misundelsespakken", som skulle bremse salget at varebiler til private fik en afsmittende effekt. Også virksomheder købte færre varebiler. Vi havde fortsat travlt og lykkedes godt med at rette fokus imod at sælge alt det andet vi også kan producere. Udfordringen bestod i at tjene penge på produkter som "alle de andre" var lige så dygtige til som os.

2008 var også året hvor vi tog hul på en ny langsigtet stategi for Villumsigns fremtid. Et generationsskifte ligger ikke lige om hjørnet, men mange skræmmende eksempler viser at man skal forberede sig i god tid. Vores første skridt var at forbedre dokumentation og videndeling ved at integrere vores gode medarbejderhåndbog med et intranet baseret vejledningssystem. Desuden omdannes virksomheden til at blive et ApS. Begge dele kostede både tid og penge.

 

2009 Krisen

Selvom vi så at vores marked allerede i eftersommeren 2007 ændrede sig drastisk, nægtede vi at skære ned. Vi så nye muligheder og brugte tid på produkt- og markedsudvikling. Og fik masser af ordrer og nye kunder. Men indtjeningen fulgte ikke med. Vi måtte skille os af med en medarbejder. Det blev vores videnpilot. Uden ham, måtte vi erkende at flere alvorlige mangler i vores CRM ordresystem krævede enten mange penge på bordet, eller et helt nyt ordresystem. Mediegrafiker elev Louise afsluttede sin uddannelse og skulle ud at prøve kræfter andetsteds. Så var vi 10. Året suttede med begrænsede skrammer i den økonomiske lak, men lønomkostningerne var nu tilpasset indtjeningen.

 

2010 Tyvstart 

En ny mulighed viste sig: Vi tyvstartede generationsskiftet. Mediegrafiker Søren Pedersen, som et halvt år tidligere var stoppet som medejer af et reklamebureau, søgte job hos os. Han fik svaret, at vi ikke manglede en medarbejder, men godt kunne bruge en kompagnon, som kunne tænke sig at overtage virksomheden, når den tid kommer. Et langsigtet generationsskifte blev drøftet og vi gik i gang.

Første indsatsområde blev at kigge på vores egen markedsføring. Hjemmeside og kataloger fik et boost. Desuden udvikles nye produkter, målrettet vores "hjemmebane", autobranchen. Flere nye kunder og mange gode ordrer kom til, ligesom der så småt igen skete en stigning i salget af varebiler. Desværre traf Søren ved årets slutning et andet valg. Men kimen var lagt og bundlinjen igen sort.

 

2011 Villumsign Dream Team

Det gamle ordsprog kommer til sin ret: Det er altid de bedste der er tilbage. På én gang slanket – og samtidig trimmet. 10 medarbejdere med viden og erfaring fra både gode- og hårde tider, viser hvad de kan i første kvartal. Vi får igen større ordrer på bildekorationer. Vi vinder dem på både pris og grundighed, men tjener alligevel gode penge på dem. Samtidig har vi sagt farvel til kostbare opdateringer af CRM, og er nu igang med vores helt eget ordrestyringssystem, som inden årets udgang forventes at afløse CRM.

Få et tilbud helt uforpligtende

Vi er altid parate til at hjælpe dig med din opgave.
Kontakt os i dag og få et godt tilbud!